Christina Thomsen
Jeg er en kunstner, der søger at udforske den kreative verden så meget som muligt. Efter jeg afsluttede gymnasiet i 2015, har jeg stræbt imod at arbejde med kunst på fuld tid. Jeg blev en del af Street Station, som var et tilbud om en gratis atelierplads for unge kunstneriske sjæle i Aalborg, hvor jeg for første gang sparrede med ligesindede. Meget er sket siden da. Nu sidder jeg med 17 andre dygtige kunstnere i det 123 kvm store atelier, North Urban Art Studio, hvor jeg i de mest inspirerende omgivelser udforsker kunsten og skubber mine grænser.
I mine værker har jeg meget fokus på farver, udtryk, samfundet og tilværelsen. Mine værker svinger mellem det abstrakte og realistiske, det lyse og det dystre. Jeg er ikke mere til det ene end det andet. Får jeg en idé, kan jeg ikke slippe den, før den er ført ud i livet. Kunst behøver hverken udelukkende at være trist eller smukt - ligesom livet er det op og ned, vidunderligt og forfærdeligt. Orden og kaos.
Jeg arbejder ofte med nye materialer i jagten på at finde nye måder at udtrykke mig. Jeg tror, det er mit mål - at blive dygtigere, end jeg hidtil har været, og i den søgen må kunsten bære mig hen, hvor den vil. Så længe kreativiteten er i centrum.